Dorte Ågård, selvstændig konsulent, ph.d., tidligere seniorrådgiver AAU og Jesper Balslev, ph.d., forskningskonsulent KEA, på vegne af netværket Tech & Trivsel. Trykt i en kortere version her.

I september kom Børns Vilkår med anbefalinger til børn og unges skærmbrug. De bygger på ”den tilgængelige forskning på området, organisationens børnefaglighed og anvendelsen af et forsigtigheds­princip”, som organisationen skriver.

Anbefalingerne blev imidlertid endnu en gang anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, om forskningen overhovedet kan begrunde et behov for begrænsning af skærmbrug, og om der er ”evidens” for ”skærmangsten”.

Det er der ikke, hvis man skal tro fx lektor Andreas Lieberoth, AU, der siger, at ”skærmenes angiveligt negative effekter på vores børn er blæst helt ud af proportioner” (Berlingske 21.09.23). Lieberoths kollega, lektor Stine Liv Johansen mener, at mobilfri skolepolitik ”er mere baseret på ideologi end på forskning” (Weekendavisen 15.06.23).

Men det er simpelthen ikke korrekt. Der er en stor mængde forskning, der påviser negative sammenhænge mellem digitale medier, trivsel og læring, og i denne kronik vil vi præsentere centrale dele af den. (Se en komplet referenceliste til alle de undersøgelser, der nævnes i denne artikel, på techogtrivsel.dk).

Allerførst må vi helt banalt slå fast, at det ikke giver mening at tale om “forskningen” i ental, og at ingen forskning er objektiv og værdifri. Ligesom inden for andre videnskabsområder består forskning på dette område af fløje med forskellige grundlæggende antagelser og metodiske tilgange, og det har konsekvenser for, hvad forskere retter fokus på, og hvordan de fortolker det, de finder. Således er der groft sagt både en medieoptimistisk og en mediekritisk fløj, der forsker i skærmenes betydning.

De to fløje adskiller sig især ved, hvor bredt et perspektiv, de anlægger. Den  optimistiske medieforskning, som de to førnævnte forskere tilhører, kan man kritisere for at anlægge et snævert syn på brug af medier. Internationalt tæller fløjen bl.a. de fremtrædende medieforskere Andrew Przybylski og Amy Orben fra hhv. Oxford og Cambridge, der har formuleret den navnkundige konklusion, at brug af digitale medier er “lige så uskadeligt som at spise kartofler eller bære briller”. Den citerer også danske medieforskere flittigt (https://www.folkeskolen.dk/borneliv-forskning-it/forskningskonference-har-skaermene-skabt-en-generation-af-deprimerede-og-stressede-skoleborn/333701).

Hovedindvendingen mod denne fløj er, at den fokuserer på isolerede delelementer af børns mediebrug, eksempelvis brug af Facebook eller Messenger (se https://www.ox.ac.uk/news/2023-08-09-no-evidence-linking-facebook-adoption-and-negative-well-being). Ud fra store mængder statistiske undersøgelser konkluderer man, at dette eller hint delelement ikke er årsag til trivselsproblemer. Det bliver derefter brugt som argument for, at der ikke er belæg for, at sociale medier som sådan kan have skadevirkninger.

Men der er vist aldrig nogen, der har forestillet sig, at Facebook (eller dens beskedtjeneste Messenger) isoleret set er skadeligt for de unge. Det, som bekymringen retteligt går på, er nemlig effekterne af det totale mediemiljø: Facebook + TikTok + Instagram + Musically + Snapchat + den desinformation, distraktion, online mobning og skadeligt indhold, der findes på mange af disse platforme.

Den anden, mere kritiske fløj af forskningen, anlægger et bredere perspektiv, idet den vurderer de samlede effekter af børns og unges digitaliserede liv. Det gælder deres totale mediebrug i kombination med deres manglende søvn, manglende fysisk bevægelse og typen af det indhold, som børnene udsættes for.

Den slags undersøgelser kommer især fra forskningsmiljøer i USA omkring professor i socialpsykologi Jonathan Haidt og professor i psykologi Jean Twenge. Den forskning tegner the big picture på samfundsniveau, fordi konsekvenserne af det digitaliserede liv for børn og unge ikke kan vurderes stykkevist og delt.

Med dette udgangspunkt bliver sammenhængene mellem mistrivsel og brug af smartphone og sociale medier anderledes tydelige. Haidt og Twenge dokumenterer, at unges trivsel styrtdykker omkring 2012 netop på det tidspunkt, hvor smartphonen bliver alment udbredt. Det gælder i særlig grad unge piger, som udvikler problemer med depression og ensomhed.

Konklusionerne er fra mange sider blevet afvist med henvisning til, at der kun er tale om korrelationer, ikke kausalitet. Det vil sige: Ja, fænomenerne optræder på samme tid. Men hvem siger, at smartphonen og sociale medier er årsag til mistrivslen? Det kunne jo være omvendt, og der kunne være mange andre årsager.

Men det interessante er, at forskerne også dokumenterer, at mistrivselsepidemien er et fænomen, der breder sig i hele verden på samme tid, uafhængigt af de forskellige landes kultur, politiske og økonomiske situation osv. Alle kurver verden over knækker omkring 2012. Man har forsøgt at finde andre forklaringer, konstaterer professor Haidt. Men ingen har til dato kunnet give andre plausible bud på årsagen til de sammenfaldende mistrivselskurver end den ene faktor, som man finder globalt og på tværs af kulturer: Udbredelsen af smartphonen og sociale medier.

Der er tilmed sket det, at der de seneste år er kommet en stor mængde forskning, der underbygger kausaliteten, altså at omfattende skærmbrug er årsag til mistrivsel. Pladsen tillader os kun at nævne et par eksempler:

Et opsigtsvækkende studie (Braghieri m.fl. 2021) undersøgte, hvad der skete, da Facebook gradvist blev rullet ud og spredte sig fra college til college. Studiet kan følge effekten ved at sammenligne skoler, der fik adgang til Facebook, med skoler, hvor man endnu ikke var på Facebook. Resultaterne viste, at mistrivslen steg blandt de elever, der fik adgang til Facebook, især depression og angst, som følge af den nye brug af det sociale medie, og en del af forklaringen er nye muligheder for konstant sammenligning med andre og deraf følgende negativ selvvurdering og lavt selvværd.

Et studie fra 2018 påviste på samme måde, at et højt forbrug af sociale medier er årsag til dårlig trivsel og ikke et resultat af eksisterende mistrivsel. Et forsøg, hvor unge reducerede deres brug af sociale medier til ca. 30 minutter om dagen, viste, at de unge fik signifikant bedre trivsel, og det er et af de studier, der dokumenterer, at ”skærmtid” er et relevant begreb. Til sammenligning bruger danske unge i dag over fem timer (Kulturministeriet 2021).

En anden slags studier, viser, at skærmtid har direkte konsekvenser for fysisk aktivitet, hvilket igen har betydning for trivsel, da det er almen sundhedsfaglig viden, at fysisk inaktivitet har negativ indvirkning på børn og unges trivsel. Et dansk studie fra SDU viste således, at børn, der reducerer deres skærmbrug i fritiden til en halv time om dagen, øger deres fysiske aktivitet væsentligt, i gennemsnit 45 min per dag (Olesen 2020).

Også når det gælder medier i skolen, er problemet, at den medieoptimistiske del af forskningen set med vores øjne mangler et helhedssyn. Fra tiden omkring 2008, hvor de bærbare computere og smartphones rykkede ind i klasserummene, har medieforskningen produceret mange små studier, der viste alt det fantastiske, som de nye medier kunne bruges til. Isoleret set kan det være validt nok. Men igen er det the big picture, der har manglet, dvs. undersøgelser om, hvordan skærmene påvirker det samlede læringsmiljø i skolen, især elevernes muligheder for at arbejde koncentreret.

Allerede den tidlige danske forskning i digitale medier i skolen dokumenterede, at computere og mobiler var årsag til omfattende forstyrrelser af elevernes koncentration (fx Louw Vestergaard m.fl. 2010, Mathiasen m.fl. 2014). Især Dorte Ågårds ph.d.-afhandling fra 2014 var et af de første forskningsbidrag der belyste, at skærmene ikke bare har negative konsekvenser for elevers koncentration, men også for deres relation til lærerne og deres motivation. Disse fund er videreudviklet i en række aktionsforsknings­projekter, bl.a. på Nyborg Gymnasium, og sammenfattet i Ågårds bog ”Skærme i skolen” fra 2021.

Men det har taget mange år, før alene forstyrrelserne er blevet alment anerkendt som et problem. Således lød det stadig i rapporten ”Skærm-skærm ikke” fra 2019 af Andreas Lieberoth, at mobilerne “forstyrrer, men måske er helt uskadelige”. Det kan undre, at det har taget så mange år at kæde manglende koncentration sammen med dårlig læring, for det er ikke noget, der har krævet ny forskningsmæssig indsigt. Det er basal neuropsykologisk grundviden, at man ikke for alvor kan lære noget, hvis man ikke retter sin udelte opmærksomhed på det og tilmed beholder det i hjernens arbejdshukommelse længe nok til, at der skabes langvarige neurale forbindelser, hvorved det nye gemmes i langtidshukommelsen (Ågård 2022).

At de negative effekter blev negligeret de første mange år, kan også hænge sammen med udbredte antagelser om, at fremtiden er digital. I ”Skærm-skærm ikke”- rapporten hedder det således: “Skærmteknologier er kommet for at blive (…) Derfor kan digitale medier og redskaber ikke ignoreres, hvor gerne vi voksne end ville trække stikket ud nogle gange”. Rapporten viser, at skoler oplever, at en restriktiv mobilpolitik fremmer koncentration, ro, nærvær, socialt samvær, udeliv og leg. Men i konklusionen fremhæves det i stedet, at det er vigtigt, at børn opnår digital dannelse gennem brug af smartphone i skolen, og at man i skolen forbedrer elevernes ”digitale deltagelseskompetencer” og ”selvregulering”.

Efterhånden har mange undersøgelser dokumenteret de negative konsekvenser af digitale forstyrrelser (fx Krogstrup, Louw og Ågård 2017, Bundsgaard m.fl. 2019), og den nyeste Skolebørnsundersøgelse fra 2023 viser alarmerende tal for elever, der har svært ved at koncentrere sig i timerne. Jesper Balslevs forskning (2018, 2020, 2021, 2023) har sat alvorlige spørgsmålstegn ved, om det lovede potentiale ved digitalisering af skolen overhovedet er blevet realiseret.

Interessant ny forskning er på vej, bl.a. med udgangspunkt i de forsøg, der er gennemført med mobilfrihed. Men vi mangler stadig forskning på skoleområdet, der ikke kun interesserer sig for, hvad medierne kan, men hvad de har af bredere betydning for elevernes læring og trivsel. Det må imidlertid ikke bruges til at afvise de skadelige virkninger, sådan som det er sket i den dominerende medieforskning.

Det er også nødvendigt at påpege, at meget af den eksisterende medieforskning er af ringe kvalitet. Det er en konklusion, man kan læse i et stort review fra VIVE 2023 med titlen ”Digitalt mediebrugs betydning for sociale relationer, fællesskaber og stress blandt unge”, der siger, at ”størstedelen af de inkluderede studier er vurderet som havende en svag samlet kvalitet”, bl.a. på grund af for snævre forsknings­design og for upræcise begreber (VIVE 2023).

Hertil kommer, at den optimistiske medieforskning efterhånden har nogle alvorlige validitetsproblemer, for konklusionerne, der slår fast, at der ikke er grund til bekymring, harmonerer simpelthen ikke med den oplevelse, som mange forældre og lærere har.

Forskningsmæssig validitet handler nemlig ikke kun om metodisk stringens, men også om, hvorvidt resultaterne er genkendelige, meningsfulde og troværdige i de kontekster, som forskningen angår, fx skolen. Den del af medieforskningen, der konsekvent afviser mediernes skadelige virkninger, er ude af trit med en voksende erkendelse blandt forældre, lærere og eleverne selv om, at ikke bare skolen, men  samfundet som helhed på mange områder er blevet overdigitaliseret på en måde, der kan føre til mistrivsel, selv hos voksne med stærke ressourcer.

Tidligere på året kom en rapport fra den amerikanske Surgeon General, der svarer til den danske Sundhedsstyrelse. I denne rapport sammenfattes en stor mængde forskning, der danner grundlag for anbefalinger om at begrænse skærmbrug.

Også i denne rapport anerkendes det, at vi endnu ikke har det fulde overblik. Det er vi helt enige i. Selvfølgelig har vi ikke det. Men i stedet for at sige, at der derfor ikke er grund til bekymring, vender den amerikanske Surgeon General argumentet om og siger, at vi på nuværende tidspunkt endnu ikke har beviser nok til at sige, at sociale medier er tilstrækkeligt sikre for børn og unge.

Derfor konkluderer den højeste amerikanske sundhedsmyndighed på denne måde: ”Vi må anerkende den voksende mængde forskning om potentielle skader, øge vores kollektive forståelse af de risici, der er forbundet med brug af sociale medier, og hurtigst muligt tage skridt til at skabe sikre og sunde digitale miljøer, der minimerer skader og beskytter børn og unges mentale sundhed og trivsel i deres kritiske udviklingsstadier”.

Det er samme tilgang, som ligger bag Børns Vilkårs anbefalinger, undervisnings­minister Mattias Tesfayes igangsatte arbejde om skærme i skolen, de mange skoler og ungdomsuddannelser, der skruer ned for skærmene, og Tech & Trivsels arbejde, bl.a. vores anbefaling om at vente til 9. klasse med smartphones til børn.

Solid forskning har dokumenteret de negative virkninger ved skærmbrug. At der stadig på visse punkter er forskningsmæssig usikkerhed og mangler, skal håndteres med et forsigtighedsprincip: Tvivlen skal komme børn og unge til gode, så vi ikke forsømmer at beskytte dem mod den påvirkning fra skærme, som vi allerede har rigeligt med forskningsmæssig baggrund for at tage alvorligt og handle på.

I en utopisk og abstrakt drømmeverden, hvor skærmmedier kun tilbød opbyggeligt, fysisk og psykisk stimulerende og socialt understøttende indhold, og hvor alle børn var omgivet af opmærksomme og kærlige forældre, ville det ikke give meget mening at kritisere skærmteknologierne. Problemet er bare, at rigtig mange børn lever deres liv i virkeligheden.